Søndag den 13. juli skulle jeg dække åbningen af den store
internationale alzheimerkonference i Bella Center, som prinsesse Benedikte
skulle besøge i kraft af sin rolle som protektor for den danske
alzheimerforening.

Jeg havde aftalt med en af medarbejderne for det
kommunikationsbureau, der stod bag noget af det praktiske ved konferencen, at
mødes med hende en halv time før åbningen.

Det vigtigste ved en sådan opgave er: hvor må vi stå og gå i
forhold til dagens hovedperson og hvordan er adgangs- og lysforholdene i
konferencesalen?

Så efter at have fået udleveret pressekort gik jeg sammen
med hende og Billedbladets hold, ned i den store sal hvor man var i fuld gang
med de sidste forberedelser.

Salen var mørklagt, med kun lidt blåt effektlys på nogle
søjler og væggene, og så rigeligt med lys på scenen heldigvis.

Vi fik set hvor prinsessen ville komme ind og hvor hun ville
sætte sig og aftalt hvor vi kunne stå.

Der var selvfølgelig lidt ventetid inden hun ville ankomme
og en række af nøglepersonerne fra konferencen skulle tage imod.

Modsat mange andre opgaver, var der her ikke nogen snor, som
vi fotografer skulle stå bag.

Det resulterede selvfølgelig i, at en for mig ukendt
fotograf, gik direkte ind foran mig og ret tæt op i hovedet på prinsessen da
hun ankom, hvilket gjorde at han spærrede udsynet for mig og nogle andre
fotografer.

Jeg greb ham, til hans store overraskelse, i overarmen og
fik ham trukket lidt væk, så jeg havde frit skud!

Herefter var det alle mod alle, men jeg fik da mine
billeder.

Jeg småløb igennem centeret og rundt til indgangen til
konferencesalen, så jeg kunne nå at stå klar når dagens hovedperson kom ind.

Da hun var vel ankommet og på plads kom Tivoligarden ind og
under fuld musik entrede de scenen.

Ligeså hurtigt de kom ind, ligeså hurtigt var de ude igen.

Herefter var der en kort åbningstale inden prinsesse
Benedikte gik på.

Der var rigeligt med tid til, at få billeder fra flere
forskellige vinkler og med flere forskellige objektiver af hende.

Så da hun havde sat sig igen og jeg havde fået taget nogle
billeder af hende siddende også, begav jeg mig mod udgangen.