Tirsdag den 3. juni var
udråbt til venstreformand Lars Løkke Rasmussens skæbnedag.

Først møde med lederne af
partierne på den borgerlige fløj, dernæst møde i venstres folketingsgruppe og
sluttelig hovedbestyrelsesmøde i Odense.

Jeg blev bedt om, for
Jyllands-Posten, at dække de to første møder på Borgen.

Jeg kommer ikke så ofte på
Christiansborg som før i tiden, så da jeg spurgte om vej til Lars Løkkes
kontor, fik jeg blot at vide, at jeg skulle op på anden sal og gå efter lyden.

Lyden af journalister og
fotografer, småsnakkende og afventende foran en lukket dør.

Der var nu ikke så mange
som ventet, blot DR og TV2, der sendte live hvert andet øjeblik, en lille
håndfuld journalister fra det faste pressekorps og så en fotograf fra Scanpix.

Jeg gjorde mine kameraer
og computer parat og ventede.

Mødet var tilsyneladende
begyndt og vi ventede blot på, at en eller anden skulle komme eller gå.

Senere ankom Politikens og
Informations fotografer også.

Den første der kom ud fra
mødet var Peter Christensen, der straks fik mikrofoner og kameraer stukket op i
ansigtet.

Dernæst var det Hans
Christian Schmidt og Inger Støjberg, der kom ud og blev passet op.

Endelig kom dagens
hovedperson ud, men gik blot gennem flokken uden et ord.

Jeg skulle lige koordinere
noget med redaktionen, så jeg trak mig lidt væk for, at tale i telefon.

Da jeg var lige ved, at
afslutte samtalen hørte jeg en stemme bag mig:”Kan jeg lige komme forbi”

Jeg havde stillet mig i
den smalle korridor ved trappen og elevatoren og bag mig ville Lars Løkke gerne
hen til mødet igen!

Hurtigt på med røret og
kameraet skudklart og så ellers hurtigt hen foran Løkke og nå og skyde nogle få
skud inden han smilende forsvandt ind bag den lukkede dør.

Nu nærmede sig tiden for
gruppemødet og jeg pakkede derfor min computer ned i rygsækken og stillede den
ved en bænk hvor jeg lige kunne gribe den når Lars Løkke engang kom ud fra
mødelokalet og skulle hen til gruppeværelset.

Stor ståhej da det endelig
skete. Spindoktoren havde været ude og
bede om, at give formanden fri passage når han endelig kom ud, hvilket
ikke rigtigt skete.

Men de fik ham gelejdet op
ad trapperne i det ene hjørne alt i mens vi småløb hen ad gangen og rundt om
hjørnet til paternosterelevatorerne, hvor gruppeværelset ligger.

Her var der opsat bånd,
som vi pænt skulle stå bag.

I forvejen stod der en
del, så jeg fik mig allernådigst mast ind og om i anden række hvor jeg lige
kunne skyde ud mellem en journalist og en tv-fotograf.

De menige medlemmer af
folketingsgruppen ankom, enkelte gik videre og enkelte stillede op til korte
interview.

Endelig kom dagens
hovedperson ud af elevatoren.

Han talte kort med den
journalist som stod foran mig, så jeg stod egentlig meget godt.

Da deltagerne var gået ind
til mødet gik jeg hen og satte mig og lavede en stak billeder og sendte ind.

Der er to døre til
gruppeværelset.

Den ene er der hvor
paternosteren er og hvor den ene afspærring var, den anden, som blev brugt
ligger i en lille gang mellem to branddøre.

Af en eller anden grund
måtte vi ikke stå bag båndet overfor denne dør, men var henvist til et bånd på
modsatte side af gangen på den anden side af branddøren.

Her kunne jeg stå helt
alene, så jeg ville kunne få Løkke når han kom ud fra mødet og skulle hen og
tale med journalisterne igen.

Det blev til halvanden
times venten, to skud og så ellers redigere og sende ind, inden jeg kunne
forlade galehuset og bevæge mig mod Østerbro.