Årets næstsidste opgave fandt sted på Renaults kontor i
Albertslund.

Tidligere på året var Renault blevet kåret som årets
bilimportør og for dette havde de modtaget en statuette, som de gerne ville
have foreviget til en pressemeddelelse.

Kontoret ligger i et industrikvarter på en sidevej til
Roskildevej.

Her sidder en række medarbejdere i et storrumskontor og der
udover er der en frokoststue, samt et par enkeltmandskontorer.

Alt i alt ikke nogen god setting for en fotografering.

På bagvæggen hang et Renaultlogo i plastik, der måtte gøre
det ud for en baggrund på mine billeder.

Statuetten skulle fotograferes alene på et par billeder og
ellers holdes af direktør Henrik Bang.

Jeg lavede en opstilling på nogle betamaxbånd (!) ovenpå en
skærmvæg og kunne på denne måde få logoet i baggrunden.

Det fungerede ikke rigtigt, da man kunne ane, at det var
videobånd statuetten stod på, så jeg måtte bruge en halvvæg, der gav en lidt
mere spids vinkel på væggen med logoet, men det fungerede.

Efter lidt snak med pressechefen, kom direktøren og holdt
statuetten på et par billeder.

Ikke stor kunst, men brugbart til formålet.