Blog Image

Nyheder

Om at være fotojournalist

I denne blog skriver jeg kort om mit daglige arbejde som freelance fotojournalist og bringer eksempler på mit arbejde og kommer med betragtninger om det jeg ser og hører når jeg er på arbejde.
FRA DECEMBER 2014 VIDEREFØRES BLOGGEN PÅ MIN HJEMMESIDE: http://jenspanduro.dk/blog/

Herlev Eagles vs Odense Bulldogs: Sportsfoto for Jyllands-Posten/Polfoto

Nyheder Posted on Sun, December 22, 2013 15:07:15

Sidste gang jeg stod i en skøjtehal og fotograferede
ishockey var før Nordsjælland Cobras gik konkurs og dengang aftenens hjemmehold
hed Hornets!

Ved en hurtig søgning i Polfotos arkiv kunne jeg se, at den
22. december 2009 stod jeg ved isen og fotograferede aftenens udehold Bulldogs
tæve Cobras 4-1 og en hurtig hovedregning siger altså fire år minus to dage!

Det var også med en vis spænding, at jeg kørte mod Herlev
Skøjtehal.

Men ret hurtigt, fandt jeg ud af, at pressepladserne stadig
er samme sted: bagerste række bag straffeboksene og at lyset stadig er
ualmindelig godt i hallen.

800 iso bl 2.8 1/500, det får man sgu ikke meget bedre.

Det virkede faktisk som om jeg ikke havde været væk i mere
end et par måneder.

Ned og stå mellem spillerboksene, hilse med et nik på
træner, assistenter og hvem der nu er med på sådan nogle hold.

Indrømmet: første periode var opvarmning, men anden og tredje
periode kørte det!

Jeg havde min 300 mm på mit ikke så brugte 1D mkIII og en
70-200 på 5D mkIII.

Fandt ret hurtigt ud af, at jeg stadig mest er til 300 mm og
at 5Deren ikke egner sig til hurtig sport!



Årets bilimportør: pressebilleder for Renault Danmark.

Nyheder Posted on Sun, December 22, 2013 14:49:18

Årets næstsidste opgave fandt sted på Renaults kontor i
Albertslund.

Tidligere på året var Renault blevet kåret som årets
bilimportør og for dette havde de modtaget en statuette, som de gerne ville
have foreviget til en pressemeddelelse.

Kontoret ligger i et industrikvarter på en sidevej til
Roskildevej.

Her sidder en række medarbejdere i et storrumskontor og der
udover er der en frokoststue, samt et par enkeltmandskontorer.

Alt i alt ikke nogen god setting for en fotografering.

På bagvæggen hang et Renaultlogo i plastik, der måtte gøre
det ud for en baggrund på mine billeder.

Statuetten skulle fotograferes alene på et par billeder og
ellers holdes af direktør Henrik Bang.

Jeg lavede en opstilling på nogle betamaxbånd (!) ovenpå en
skærmvæg og kunne på denne måde få logoet i baggrunden.

Det fungerede ikke rigtigt, da man kunne ane, at det var
videobånd statuetten stod på, så jeg måtte bruge en halvvæg, der gav en lidt
mere spids vinkel på væggen med logoet, men det fungerede.

Efter lidt snak med pressechefen, kom direktøren og holdt
statuetten på et par billeder.

Ikke stor kunst, men brugbart til formålet.



Samme kontor – ny minister: Portrætfotos af Dan Jørgensen for Landbrugsavisen.

Nyheder Posted on Sun, December 22, 2013 14:48:59

Tidligere i 2013 var der en regeringsrokade, der betød at
fødevareministeren blev Karen Hækkerup.

Dengang var jeg oppe og lave et såkaldt
tiltrædelsesinterview med hende.

Efter endnu en rokade var der en ny minister i stolen, denne
gang en mand: Dan Jørgensen.

Ham skulle Landbrugsavisen også have nogle billeder af til
et tiltrædelsesinterview.

Modsat sin kvindelige forgænger havde Dan Jørgensen fået
indrettet kontoret og hængt billeder op.

Der stod dog stadig nogle gaver, som må have været fra da
han tiltrådte.

Vi havde en halv time og jeg havde aftalt med journalisten,
at jeg så tog nogle opstillede portrætter inden de gik i gang med samtalen og
så kunne jeg tage nogle billeder når de talte.

Så undgik vi, at bryde interviewet, så der var mest mulig tid
til samtale.

Jeg satte en bouncet flash med gulfilter på bordet og lod
den bestemme hvidbalancen i billedet.

Der var godt nok vinduer bag ministeren, men da det var
overskyet var det begrænset i forhold til vis solen havde skinnet.

På den relativt korte tid, nåede jeg at skyde en del
billeder og kunne således forlade ministeriet med tilfredshed.

Jeg tror journalisten synes, at hun havde fået for kort tid.



Opgave for Tandlægehuset i Slangerup: profilbilleder og hjemmesidefotos.

Nyheder Posted on Sun, December 22, 2013 14:48:22

I slutningen af sidste år skulle jeg sammen med Henrik
Kofoed fra netdirect.dk levere indhold til et tandlægehus i Slangerup.

Henrik satte siden op og jeg tog billederne.

Der skulle dels tages profilbilleder af medarbejderne og
dels af nogle arbejdssituationer.

Der er i alt otte tandlæger, klinikassistenter og
tandplejere i huset.

Vi havde på et møde før fotograferingen talt om hvilke
billeder de ønskede og hvilke billeder der var mulighed for, at tage.

I løbet af en formiddag blev det til billeder i receptionen,
på de forskellige klinikker, røntgenapparatet, personalefotos og afslutningsvis
et gruppebillede udenfor.

Ved nogle af fotograferingerne er det patienter, der er på
billederne og andre er det en af medarbejderne, der måtte træde ind i rollen
som patient, da man gerne ville have flere aspekter af tandbehandling og –pleje
illustreret.

Profilbillederne er taget i miljø, så der ikke blot er en
bar væg som baggrund.

Det synes jeg er et oplagt valg til en tandklinik og for
øvrigt også mange andre virksomheder.

Men her skal billederne helst tages den samme dag, så der er
en nogenlunde chance for, at få dem til, at fremstå ens.

Jeg måtte dog fotografere på flere af klinikkerne, så helt
ens er billederne dog ikke.


www.tandlaegehuset.nu


www.netdirect.dk