Opgaven til lampefirmaet
var som sagt tre opgaver i en og anden opgave var belysning i en daginstitution
i Vestre Teglgade i Teglholmskvarteret bag Lemvigh Müller, som de fleste nok
kan se når de passerer ude på Vasbygade.

Faktisk var jeg i
institutionen to gange!

Første gang alene og da
jeg introducerede mig for lederen og sagde at jeg skulle fotografere lamper
viste han mig nogen, som jeg fotograferede overalt i huset.

Det viste sig bare, at der
var to lampefirmaer, der havde leveret belysning til institutionen, hvilket
lederen ikke havde tænkt på.

Så jeg havde fotograferet
de forkerte lamper!

Så er det jo dejligt, at
firmaet erkender at de har glemt, at koordinere med fotografen hvilke lamper de
har leveret og blot siger: du fakturerer bare en gang til!

Yes!

Og så havde de sendt en
flink mand ud for at ledsage mig, bare for en sikkerheds skyld.

Det kunne så have været en
plage, at have en repræsentant til, at rende i røven på mig, når man arbejder,
men!

Det var faktisk ret godt.

Han kom med fine input og
skudidéer og vi fik snakket en del mens jeg arbejdede.

Institutionen var nyanlagt
i en gammel kontorbygning.

Og da jeg først hørte om
opgaven tænkte jeg: gammel kontorbygning i det kvarter er lig med: højloftede
lokaler med store glaspartier og rå gulve.

Der blev jeg slemt
skuffet.

Ejendommen var metervare
af den værste skuffe, som man ser det i industrikvarterer overalt.

Men indvendig: det var en
overraskelse.

Man glemte helt hvilket
grim bygning institutionen var placeret til.

Nyt over det hele og med
utraditionel indretning, så det var en lyst at arbejde.

Da jeg havde sagt farvel
til lampemanden, satte jeg kursen mod SIF-Hallen i Klampenborg.

Her skulle jeg fotografere
lamper i en idrætshal.

Jeg henvendte mig på
halkontoret og til min rædsel, og med institutionen in mente, sagde damen jeg
talte med, at de ikke var helt sikre på hvilken hal det var jeg skulle
fotografere!

Jeg havde fået, at vide,
at det var nyopsat lys i en træningshal, at det var vandalsikret, så det kunne
tåle bolde, og det var det!

Men da der i den anden hal
var nogle nyere armaturer, der hang i ledninger fra loftet, blev vi enige om,
at de fastmonterede armaturer i hallen hvor badmintontræningen skulle til at gå
i gang, måtte være de rigtige.

Nå, men fat i kameraet.

Aftale med træneren hvor
jeg måtte stå og gå og fortælle, at ingen børn ville blive genkendelige, da jeg
kørte med lang lukkertid og så i gang.

Efter tre kvarters tid i
hallen pakkede jeg sammen og gik ud til bilen.

Her fik jeg et opkald fra
arkitekten, som var kontaktperson på opgaven, som bekræftede, at det var den
rigtige hal jeg havde fotograferet i!

Pyha!